Allehelgensfest på Sonnerupgaard

På Allehelgens Dag kunne gæster opleve et anderledes Sonnerupgaard Gods. Som vært for et oldtidsmarked, kombinerede herregården opera og andre kulturelle oplevelser med et hav af markedsaktiviteter for børn og voksne. Begivenheden blev gennemført med støtte fra Byd Indenfor, et initiativ under Fremtidens Herregård.

Vrinskende heste, børnekor og brølende vikinger med sværd, der slog gnister i et åbent vikingeslag. Den 31. oktober 2014 kunne man få en sansemættet oplevelse på Sonnerupgaard Gods, da oldtidsmarkedet Frejas Æbler løb af stablen.

Den lokale teaterforening Teater Solaris søsatte i samarbejde med Sonnerupgaards ejere og andre lokale foreninger et kulturarrangement inspireret af oldtidens fester. På markedet fik gæsterne gratis adgang til et oldtidsmarked med gøgl, totalteater, musik, ringridning, lyndigtning, kostumekonkurrence og mange andre markedsaktiviteter for hele familien. Som afrunding på dagens begivenheder opførte et kor bestående af 24 professionelle sangere en urpremiere på "13 oder til Maria".

Ved at indgå et tæt samarbejde med lokale aktører rakte projektet udover herregårdens egne rammer, og håbet var, arrangementet ville så kimen til et stærkere samarbejde mellem herregårdens ejere, det lokale erhvervsliv og foreningsliv.