Regional madfestival i herregårdshaven

På hollandske Buitenplaats Vaeshartelt har en passion for bæredygtighed og regionale fødevarer skabt grobund for en årlig festival for regionale fødevarer.

Lidt nord for Maastricht finder man Buitenplads Vaeshartelt; et tidligere kongeslot med tradition for at byde indenfor. Her har hotel, restaurant, konference- og mødefacilieter længe åbnet stedet op mod omverdenen, og siden 2011 er der kommet endnu en grund til at lægge vejen forbi: En passion for bæredygtighed og regionale fødevarer er blevet afsæt for en årlig festival, hvor mere end 60 lokale og økologiske fødevareproducenter udstiller og sælger deres produkter.

Festivalen sætter fokus på vigtige emner som regionale fødevarer, økologi og bæredygtighed, og derfor betragter vi den også som en vigtig begivenhed," siger Marianne Winthagen

På få år har begivenheden udviklet sig til et tilløbsstykke, som på én
søndag i september tiltrækker næsten 6000 besøgende til herregårdens udstrakte landskabspark.

”Vi brænder for regionale fødevarer og økologi og syntes, at der manglede en scene for de mange gode fødevareproducenter, vi har i regionen. Festivalen bygger videre på vores samarbejde med bl.a. hotelskole, naboer, slow-food-bevægelsen - og ikke mindst vores arbejde med at etablere egen grøntsags- og frugthave,” siger initiativtager, organisator af festivalen og administrator, Marianne Winthagen.



Regionalt samarbejde

Det første år var blot 15 producenter til stede på festivalen, og siden er det gået slag i slag: ”I starten var det svært at overbevise udstillerne om, at de skulle bruge tid og kræfter på vores festival, men efterhånden som festivalen bliver mere kendt, er det blevet nemmere. For hvert år, der er gået, er der kommet 20 nye udstillere til,” uddyber Marianne Winthagen.

Ved den seneste festival i 2013 kunne man købe gamle æblesorter, lokalt produceret marmelade, honning, saft, brød, kød, ost, sodavand, øl og vin. Herregårdens restaurant serverede økologisk brunch og rundt omkring i den udstrakte landskabshave kunne de besøgende opleve pop-up-koncerter og deltage i en lang række aktiviteter - lige fra pizzabagning til insekt-workshops for børn og en kulturhistorisk indføring i planters brug.

Frivillige hjælper til

Den fondsejede herregårds medarbejdere står for organiseringen af begivenheden, som afvikles i samarbejde med en række lokale aktører: Slow Food Limburg, Hotel Management School Maastricht, Gulpener Beer Brewery samt en lokal sammenslutning for økologiske landmænd.

Praktisk arbejde løses med hjælp fra knap 30 frivillige – heriblandt studerende fra hotelskolen, lokale haveentusiaster og det lokale spejderkorps. Udstillerne, som findes via personlig opsøgning og mund-til-mund, står selv for alt arbejde, der har med deres egen stand at gøre. 

Og så er der markedsføringen, som varetages af Marianne Winthagen selv. En hjemmeside, annoncer og artikler i regionale aviser og blade, plakater til opsætning i områdets butikker og en aktiv Facebook-profil er blandt de konkrete tiltag.

Idealisme er drivkraft

Indtægterne kommer fra entré, fra brunchen og fra omkring 20 virksomhedssponsorer, der hver bidrager med mellem 250-500 Euro mod gratis billetter til festival og brunch. 

”Uden vores sponsorer og frivillige kunne vi slet ikke gennemføre festivalen. Men målet er ikke at tjene penge.  Som det er i dag, går udgifter og indtægter lige op, og det er vi godt tilfredse med,” siger Marianne Winthagen, inden hun afslutter: 

”Festivalen sætter fokus på vigtige emner som regionale fødevarer, økologi og bæredygtighed, og derfor betragter vi den også som en vigtig begivenhed. Derudover nyder vi godt af afledte effekter som fx øget synlighed, et styrket brand og tættere samarbejde med lokale fødevareproducenter og frivillige kræfter. Men det er ikke derfor, vi gør det. Vi gør det, fordi det giver mening.