Historien lever på Gavnø

Gennem rundvisninger og aktiviteter for børn og voksne skal frivillige historiefortællere i kostume bringe Gavnøs 600 år lange historie til live.

Sydsjællandske Gavnø Slot bugner af fortællinger. Gennem tiden har slægtens mange personligheder sat hver deres særlige præg på herregårdens bygninger og kulturarv, og flere er at finde i Gavnøs store samling af originale portrætter. Med støtte fra Byd indenfor skal portrætterne nu vækkes til live, så nutidens børn og voksne kan få indblik i fortællingerne fra en dansk herregård.

Historisk vingesus
”Slotsparken har har været tilgængelig for alle siden 1957, hvor min svigerfar åbnede den med en kæmpe tulipanudstilling. I dag genererer den en indtægt, som er med til at betale den løbende vedligeholdelse af parken. Vi arbejder hele tiden på at udvikle nye idéer til events, som kan indgå i herregårdens forretning, og det er også formålet med vores seneste satsning ’Living History’, siger Helle Reedtz-Thott, direktør i Gavnø Fonden.

Til sommer vil man derfor kunne opleve næsten tro kopier af seks store personligheder fra herregårdens historie. Iført historisk korrekte kostumer vil de vise rundt på slottet og blandt andet fortælle om malerisamlingen, der med 1000 malerier er Nordeuropas største i private hænder.

Dronning Margrethe 1, Helle Rosenkrantz og statsminister og konseilspræsident, lensbaron Kjeld Thor Tage Otto Reedtz Thott er blandt de personligheder, man vil kunne møde på udvalgte dage henover sommeren og på kulturnatten til oktober.

”Tanken er, at vores rundvisere skal træde ind i rollen for deres historiske karakter, formidle den tid, som karakteren repræsenterer, og gå i dialog med gæsterne. Alt sammen for at tilføje et nyt lag til hele oplevelsen af at være på Gavnø,” uddyber Helle Reedtz-Thott.

Rød tråd
Dragterne bliver syet af erfaren kostumier med hjælp fra et hold frivillige kvinder, der har som deres hobby at sy historisk korrekte dragter. Det øvrige arbejde med at stable ’Living History’ på benene står Helle Reedtz-Thott for sammen med to medarbejdere.

”Jeg designer selv plakater og taler med journalister, og sammen med mine medarbejdere prøver jeg at udvikle nye idéer og gøre tingene på nye måder,” siger Helle Reedtz-Thott og tilføjer: ”Der er meget arbejde forbundet med at åbne op, og det store antal gæster kan heller ikke undgå at medføre et vist slid. Men vi føler en forpligtelse til at vise frem, og vi synes, det er vigtigt at give indblik i et stykke vigtigt dansk kulturarv, ligesom også den foregående generation gjorde,”

Hun opridser en lang række andre aktiviteter, som løbende finder sted på Gavnø: En årlig udstilling i samarbejde med Royal Copenhagen, tulipanudstilling, verdensballet, julemarked, bryggeri, sommerfugleland og en avlsbygning, som siden 2008 har været ramme om bl.a. konferencer og bryllupper.

”Vi prøver at skabe en rød tråd i alt, hvad vi gør, så de aktiviteter, vi gennemfører, understøtter hinanden som perler på en snor og bidrager til den samlede fortælling om Gavnø - samtidig med at vi værner om stedets ånd,” slår Helle Reedtz-Thott fast og uddyber: ”Og så håber vi, at de mange offentlige aktiviteter kan styrke den samlede forretning. Så vi kan blive ved med at vedligeholde de historiske omgivelser og give dem videre til næste generation i bedre stand, end da vi overtog dem.”

Living History forløber på udvalgte dage henover sommeren og på Næstveds kulturnat samt i efterårsferien.

Læs mere på www.gavnoe.dk